Sommerudflugt 11. maj 2014
Tekst og billeder: Knud Erik Sørensen
Sommerudflugten i 2014 gik søndag den 11. maj til Sønderborg, hvor Mogens Winther Observatoriet var første besøgsmål, restauranten Colosseum det andet og Sønderborg slot det sidste. Der var desværre pga. sygdom nogle frameldinger i sidste øjeblik, så vi var kun i alt 14 deltagere, der på en regntung søndag drog afsted klokken 08:30. Ved rastepladsen ved Skærup holdt vi en kaffe/rundstyk-pause, men kun så længe, at vi kunne stå foran indgangen ved AGS, Alssundgymnasiet i Sønderborg, klokken 11:00.
Vi blev modtaget af en elev fra skolens astronomihold, Kristian Lyck Lotzkat, der i en time på fornem vis fremviste og fortalte om skolens observatorium og derefter præsenterede sit bidrag i Unge Forskere. Vi besøgte observatoriet i to hold, idet pladsen i observatoriet var ret trang. I observatoriet står en 16” Schmidt-Cassegrain, hvorpå der er monteret en 6” refraktor, som er forsynet med et kamera. Man er ved at lægge sidste hånd på den software, der skulle muliggøre fjernbetjening af observatoriet, så man f.eks. kan sidde i Horsens, åbne observatoriets luge, indstille kikkerten på et objekt og derefter fotografere det. Faktisk er HAF blevet lovet at måtte være med i testteamet.
Efterfølgende fortalte Kristian varmt og dygtigt om arbejdet med sit Unge Forsker-projekt “Månens bægerformede fordybninger”, se billederne nedenfor, hvor han ud fra egne fotos samt forsøg med kraterdannelse og anvendelse af matematisk analyse har fundet frem til månekrateret Alphonsus’ dimensioner og en vurdering af størrelsen af det objekt, der i sin tid havde forårsaget krateret.
Fra gymnasiet kørte vi den korte vej til Sønderborg Slot, hvorfra vi vandrede langs havnen de ca. 300 m hen til restauranten Colosseum, hvor vi indtog en udmærket frokost fra klokken 12:30.
Afslutningsvist besøgte vi så Sønderborg Slot med de enormt mange udstillingsrum. Slottet og dets udstillinger var særdeles interessante – og man kunne have brugt flere dage der, hvis alt skulle studeres nøje.
Sidst på eftermiddagen var nogle af os hjemme igen, medens andre lige skulle en omvej over grænsen på hjemturen.
Klik på et billede nedenfor for at se det i stor udgave – eller starte et diasshow.